#1 Månedens Album: Juli

Som et forsøg på at starte en række faste rutiner på bloggen vil vi bl.a. månedligt kåre det bedste album. Det behøves ikke nødvendigvis at være et fuldstændigt nyudgivet album, men det vil nok ofte komme til at blive en forholdsvis aktuel udgivelse alligevel. Der bliver spyttet hundredevis af albums ud hver eneste måned, så det kan være svært at finde hoved og hale i de gode og dårlige. Med månedens album vil vi ihvertfald give vores bud på ét album, der er lytteværdigt.

Første udgave af månedens album er juli. Valget faldt på et album, som Sebastian stødte på først, og som vi så efterfølgende er blevet forelskede i begge to. Albummet hedder Hospice og er af det amerikanske band The Antlers. Albummet er i bedste indie-stil blevet udgivet uafhængigt tilbage i marts, men endte med at blive solgt i så store mængder, at bandet måtte producere flere. Siden da er The Antlers så blevet signed af det New York-baserede indie-pladeselskabet French Kiss Records (der bl.a. også huser The Dodos og Passion Pit). Under deres vinge bliver Hospice re-mastered og genudgivet den 18. august.

The Antlers er centreret omkring frontmand Peter Silberman og startede oprindeligt ud som hans soloprojekt. Ikke ulig landsmanden Bon Iver's debut album, er Hospice et resultat af en ensoms mands flugt og isolation fra omverdenen. Peter Silberman flyttede nemlig til Brooklyn - væk fra venner og familie - for at skrive, hvad der senere blev til Hospice. Resultatet? Et formfuldendt album.

Albummet er et episk koncertalbum, der fortæller historien om en kvinde, der ligger på dødslejet, syg af kræft. Stilistisk er albummet en blanding af folk, post-rock og indie - men at putte et egentligt prædikat på det, ville være synd. For det er i høj grad et album med rigtig mange facetter. Fra balladerne "Kettering" og "Bear," hvor Silverman antager en blid, næsten Jeff Buckley-agtig falset-røst, til den meget iørefaldende "Two," der nok er det tætteste bandet kommer på en konventionel popsang, men på deres helt egen, udefinérbare facon. Derudover er der den vemodige, smertefyldte "Sylvia," der også er værd at nævne som et af albummets betydelige højdepunkter, og de mere ambient/post-rockede sange. Det er i det hele taget et album med mange kvaliteter - hvad enten du vil have noget afslappende i øregangene, vil fordybe dig i noget fantastisk, stemningsmættet musik eller du bare har brug for en godnatsang ("Bear") - så er Hospice et god bud for dig. Et alsidigt og ekstremt velkomponeret album, meget vel en kandidat til top 10 for årets album på nuværende tidspunkt.

Vurdering: Fænomenal

Check i øvrigt deres MySpace, hvor du også kan høre et par af deres sange.