TV On The Radio koncert: TV i primetime

I går var jeg til koncert med avant-rockerne TV On The Radio i Store Vega, og jeg havde glædet mig til at se Adebimpe lave hans karakteristiske arm-twists og høre Kyp Malone's særegne falsetvokal. Og forventningen blev i den grad indfriet - for det var TV i primetime!

Efter at have hilst på publikum, blev koncerten sparket igang med den forrygende 'Love Dog' fra deres seneste skive, 'Dear Science'. Og det blev da ikke så overaskende også 'Dear Science', der kom til at dominere koncerten, med enkelte afstikkere fra 'Return to Cookie Mountain', 'Desperate Youth, Blood Thirsty Babes' og bandets debut EP. Selv har jeg især skamlyttet til Dear Science, så det var kærkomment.
En af højdepunkterne på aftenen, 'Crying', blev leveret med en fortolkning og et nærvær, som det kun kan gøres live, og det demonstrede at Kyp Malone var i sit es. Efterfølgende eskalerede koncerten fuldkommen, da de spillede deres vel nok ultimative hit, 'Wolf Like Me.' Publikum sydede simpelthen at ekstase!

Ja, det var i sandhed en fornøjelse at se Adebimbe give den hele armen (bogstavlig talt). Også guitarist Dave Sitek, som er geniet bag bandets produktion, var helt cool og tilbagelænet, som han stod og hyggede sig med sin telecaster i hjørnet, mens Jaleel Buntons fuldfede funk grooves blev leveret med en kirurgs præcision. Det eneste man kunne sætte fingeren på var miksen som ikke rigtig fyldestgjordte den detaljerigdom som bandet, med deres 6 mand store live band lagde op til, men det var en bagatel, der på ingen måde ødelagde den samlede koncertoplevelse.

I det hele taget var stemningen fantastisk, og koncerten blev da også afsluttet med en nær perfekt (og lidt speedet op?) udgave af 'Dancing Choose' og 'DLZ,' som er blandt mine absolutte favoritter fra Dear Science. Men publikum ville have mere, så der blev trampet og hujet (så meget at gulvet rystede), indtil bandet kom ind på scenen igen og spillede ekstranumrene 'Stork & Owl' fra Dear Science, den perkussions-tunge 'A Method' og gennembrudshittet, 'Staring at the Sun'.

En helt igennem fortryllende aften i TV On The Radios vold. Jeg kom ihvertfald ud med et smil på læben!

Karakter: Fremragende

- Sebastian

Fanfarlo - Arcade Fire Version 2.0?

Her sidder jeg i de sene nattetimer og lytter til musik, mens solen er ved at stå op igen. Jeg lytter til Fanfarlo, som er et London-baseret band med svenske Simon Balthazar i front. Og de er bestemt ikke et helt ukendt band - De har bl.a. turneret med Snow Patrol, og deres debutalbum, "Reservoir," er blevet produceret af Peter Katis, som også har været inden over The National og Interpol.
Og hvordan beskriver man bedst Fanfarlo? Ja, nogle ville måske mene, at de læner sig lidt op af canadiske Arcade Fire, da Fanfarlo spiller små-orkastralsk indie pop med et 6 mand stort band. Jeg synes selv, at det er ganske hæderligt, og at de bestemt har noget personligt at byde på. Stadig står referencerne dog syleskarpt.
Alligevel er deres debutalbum et godt bud på en frisk sommerplade med nogle velskrevede melodier, der holder længe i hørebøfferne.

Lyt til 'I'm a Pilot' herunder - download den desuden her.

Fanfarlo - I'm A Pilot



- Sebastian

Harrys Gym - sfærisk og smådystert

De spillede på Roskilde, og de gjorde det i virkeligheden ikke vildt overbevisende, synes jeg, men det skal ikke ændre på, at norske Harrys Gym har udgivet et yderst interessant debutalbum, der begår sig i spændingsfeltet mellem det dystre, det sfæriske og det smukke. Og så længe deres livepræstation ikke var i nærheden af en vis Roskilde-koncert for et par år tilbage (host, Red Hot), så har det ikke ødelagt noget af nydelsen for mig.

Nyd her førstesinglen 'Brother' fra det selvbetitlede debutalbum. Forsangerinde Anne Lise Frøkedal har en lidt speciel stemme, der giver dem et dejligt personligt udtryk.

Harrys Gym - Brother

Links:

Officiel hjemmeside

MySpace

- Anders

#1 Ugens Udvalgte: Uge 30

Ligesom med månedens album, der bliver en tilbagevendende begivenhed her på Sonusault, ønsker vi nu også at starte noget lignende, hvor det bare er enkelte sange fremfor albums, der fokuseres på. Ugens udvalgte bliver altså et indlæg, der kommer til at gå igen hver uge, men selvfølgelig med nye udvalgte og spændende sange fra uge til uge, så vi ikke kører sur i de gamle, sikre hits, som de fleste af os vist sagtens kunne diske op med hver uge.

Mere præcist kommer det til at fungere på den måde, at vi hver udvælger en sang, som vi introducerer for Jer, for vi kan nok næppe blive enige om én enkelt sang, der har været exceptionelt god. Denne uge er vores udvalgte sange således:

Anders:

Jeg har faktisk aldrig rigtig dyrket TV On The Radio så meget, som hypen vist taler for, at man burde gøre. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kan faktisk godt lide dem, men jeg har bare aldrig fået lyttet ordentligt igennem. Til gengæld er jeg fra start fuldstændig med på Kyp Malones nystartede soloprojektet Rain Machine. Der er kun blevet frigivet en enkelt sang, men hvis resten kommer til at holde niveauet, tror jeg uden tvivl, det bliver en vigtigere udgivelse for mig end TV On The Radios anmelderroste Dear Science.

Rain Machine - Give Blood

Download her via Pitchfork.

Sebastian:

Et af de største moderne indie institutioner, The Flaming Lips, er snart på ved med et nyt udspil ved navn "Embryonic." Det farverige band med den karismatiske frontmand, Wayne Coyne, er ensbetydende space rockede psychedeliske perler med mange lags-produktion, og med albums som "The Soft Bulletin" og "Yoshimi Battles The Pink Robots" i diskografien, må det siges at være en af de næste udgivelser jeg ser mest frem til. Fornyligt har de lagt et par numre ud fra albummet, som i øvrigt bliver et dobbelt-album, deriblandt nummeret "Silver Trembling Hands." Unødigt at sige, er jeg solgt. Derfor bliver den min ugens udvalgte.

The Flaming Lips - Silver Trembling Hands

Links:

The Flaming Lips officielle hjemmeside og MySpace

Om Rain Machine-projektet fra pladeselskabets side - det er sparsomt med informationer.

Klassisk indie? Ja, det kan lade sig gøre

En hjemmeside, hvor jeg har stødt på flere interessante bands, er GarageBands, som er et netværk for primært unsignede musikere - faktisk meget lig danske Bandbase. Jeg opdagede den vel for en 2 års tid siden efterhånden, og nogen af de bekendtskaber, jeg har gjort mig derinde, har jeg holdt ved.

Et af de bands, jeg har fulgt lige siden, er bandet Kunek, der nu for et stykke tid siden har skiftet navn til Other Lives og som i øvrigt har udgivet en plade under hvert navn. Det er på nogen måder rimelig typisk indie, men bandet har alligevel også sine særpræg i og med, at instrumenteringen i virkeligheden godt kunne minde om et lineup til en klassisk koncert. Instrumenteringen tæller nemlig instrumenter som piano, violin og cello, og det giver altså bandet et temmelig unikt udtryk. Ja, det er ikke nyt med strygere for indiebands, men det bemærkelsesværdige for Other Lives er, at de i flere af sangene fungerer som bærende instrumenter - det er først her, det unikke ved Other Lives opstår.

Jeg købte den første udgivelse The Flight Of The Flynns så snart, jeg stiftede bekendtskab med bandet, og blev straks forelsket især i de flotte pianostykker. Heldigvis holder opfølgeren, bare navngivet Other Lives, uden tvivl niveauet fra debuten, så jeg følger stadig ivrigt med.

Kunek - Oh Noble Eric

Other Lives - Paper Cities

Links:

Other Lives' MySpace

Kuneks GarageBand-profil

- Anders

OKX - Hyldest til Radiohead

Det er ikke et sjældent syn at se musikere stimle sammen for at hylde deres egne yndlingsartister. Tit er det store kunstnere, der hylder deres egne, mindre kendte favoritter - som vi eksempelvis så det med den fornyligt udgivede Ciao My Shining Star: The Songs Of Mark Mulcahy, hvor bl.a. Thom Yorke, Michael Stipe, The National og Dinosaur Jr. gik sammen om at hylde Miracle Legion frontmanden, Mark Mulcahy. Anledningen var at Mark Mulcahy's kone var død i en meget ung alder, og at han var ladt alene som ene forsøger med to børn.

Knapt så tragisk er anledningen for denne hyldest, jeg fandt forleden - snarere tværtimod. Her er det også mindre kunstnere, der hylder én stor kunstner. For knapt to år siden lavede musikblog mastodonten, Stereogum, nemlig et hyldest album til 10 års jubilæet for OK Computer - en af de bedste plader nogensinde i min optik, hvis ikke den bedste. Albummet hedder OKX: A Tribute to OK Computer, og blandt dens bidragsydere er danske Slaraffenland at finde med en højst alternativ udgave af klassikeren "Paranoid Android." Derudover spiller Vampire Weekend en lettere afro-inspireret version af "Exit Music (For A Film)," mens bl.a. My Brightest Diamond, John Vanderslice og The Twilight Sad også fremviser deres tag på sangene fra den nylegendariske plade.

Som om det ikke var nok, har Stereogum gjort det muligt at downloade hele herligheden helt gratis. Lækkert!
Linket finder du her.

- Sebastian

Ben Cooper - et af mange projekter

En af mine alltime yndlingskunstnere er uden tvivl Florida-bosatte Ben Cooper. Han er signet af Morr Music med sine to projekter Electric President og Radical Face, hvor førstnævnte præcis går ind under Morrs profil ved at være popmusik med elektroniske elementer, mens sidstnævnte mere bærer præg af inspiration fra folkgenren. Disse to er dog langt fra de eneste projekter, Ben Cooper har kørende. Foruden disse har han nemlig gang i projektet Clone med en gammel ven (mere om ham en anden gang), det instrumentale Iron Orchestra med hans bror Emeral Cooper og til sidst hans eget lille soloprojekt Patients, som er det, jeg vil fokusere på i første omgang.

Patients er vel groft sagt en reaktion på en bugnende harddisk med sange, som ikke umiddelbart hører hjemme noget sted. En stor sangproduktivitet over mange år har gjort det umuligt for Ben Cooper at placere alle sange på en eller anden form for udgivelse, hvor de giver mening. Patients er altså en slags opsamlingsalbum - bare ikke af de bedste sange, men af resterne. På trods af det synes jeg, at Cooper holder et virkelig højt niveau tekst- og musikmæssigt, og derfor er det eneste færdiggjorte Patients-album Volume 1 klart lytteværdigt alligevel.

Sangen herunder forklares som et forsøg på en dance-sang, men som alligevel endte i en helt anden retning. Og det kan man vist kun være enig i.

Patients - Mind Ur Manners

Volume 1 blev udgivet på en noget alternativ måde, hvor Cooper bad folk sende noget i retur for CD'en - bare ikke penge. Listen over de sendte ting kan ses på hjemmesiden. Desværre blev der kun udgivet 100 kopier, og jeg nåede faktisk ikke at få én, men Cooper har det fint med, at albummet videresendes og downloades via fildelingstjenester, så det vil jeg da også gøre.

Download Volume 1 fra mediafire her.

Links:

Ben Coopers officielle hjemmeside for alle projekterne findes her.

Links til MySpaces tidligere i indlægget.

- Anders

Pecknold kan også lide Neutral Milk Hotel

I forlængelse af Sebastians Neutral Milk Hotel-indlæg i går fandt jeg lige et Robin Pecknold-cover af en sang fra det selvsamme album, som Sebastian omtaler. Til dem der ikke ved, hvem Robin Pecknold er, kan jeg fortælle, at det er forsangeren i det kritikerroste Fleet Foxes.

Pecknold er åbenbart også glad for Neutral Milk Hotel og deres Aeroplane Over The Sea. I hvert fald spillede han tidligere denne måned (d. 11. juli) til en velgørenhedskoncert i Seattle et cover af 'Two-Headed Boy', som kan høres herunder:

Robin Pecknold - Two-Headed Boy (Neutral Milk Hotel Cover)

NB: Kun musik til 3:20 - det er som sagt del af en livekoncert. Resten kan findes her.

- Anders

Fra den støvede hylde: Neutral Milk Hotel

For ikke så lang tid siden var jeg inde og se A Hawk and a Hacksaw. Min veninde havde vundet billetter gennem en konkurrence på Vegas hjemmeside, og uden så meget som at have hørt et eneste nummer, tog jeg med. Det viste sig at være en lidt speciel oplevelse - A Hawk and a Hacksaw spiller nemlig balkansk folkemusik. Jovist er de ekstremt dygtige og virtuøse musikere, men musikken sagde mig desværre ikke så pokkers meget. Grunden til at jeg overhovedet havde taget med til koncerten i første omgang, var fordi at jeg havde set navnet nævnt på Pitchfork på et eller andet tidspunkt. Så efter koncerten besluttede jeg mig for at undersøge bandet nærmere, og fandt derigennem ud af at harmonikaspiller og frontmand i A Hawk and a Hacksaw, Jeremy Barnes, er tidligere medlem af Neutral Milk Hotel.

Neutral Milk Hotel var et indie-orkester, der eksisterede tilbage i 90'erne. De var en del af det berømte Elephant 6 kollektiv, der idag er kendt for at have produceret bands som Elf Power og Of Montreal. På trods af voksende popularitet, valgte bandet at stoppe, da den markante forsanger og frontmand, Jeff Mangum, langsomt begyndte at blive træt af pressen og af at turnere. I løbet af bandets eksistens nåede de kun at udgive to albums, hvoraf det andet, "In The Aeroplane Over The Sea," regnes for en af de mest skelsættende indie albums fra 90'erne. Med dens enestående cocktail af småstøjende, lo-fi indie rock og psykelisk folk, er den i sandhed et unikum for 90'ernes indie, man ellers næsten altid forbinder med Pavement og Spoon. Virkelig et fortryllende album, der bestemt er et lyt værdigt.

Neutral Milk Hotel - Holland, 1945

- Sebastian

At hoste blod op

Det er vel næppe rart at hoste blod op, men hvis det lyder som det Ontario-bosatte The Rests sang 'Coughing Blood/Fresh Mountain Air' fra gruppens andet album Everyone All At Once, så kan vi andre da i hvert fald nyde det. Albummet er fra 21. april i år og er forholdsvis overset (i hvert fald i Danmark) på trods af den den dejligt stemningsmættede, smådrømmende og flotte lyd, det har. Det syv mand store band er da heller ikke uden succes og har faktisk været ude og turnere med nogen af de tungere indiekunstnere/orkestre som Final Fantasy og Great Lake Swimmers.

Der er bestemt potentiale i bandet, selvom forsanger Adam Bentley vel nok har en stemme, man enten hader eller elsker. Jeg elsker det naturligvis og synes, det giver sangene et personligt udtryk og en helt speciel charme. Men vurdér selv:

The Rest - Coughing Blood/Fresh Mountain Air

Links:

Officiel hjemmeside

MySpace

- Anders

Optakt til Muse' "The Resistance"

Både mig og Anders er erklærede Muse fans, og vi vil derfor bringe en række anmeldelser, nyheder og artikler om Muse og det kommende album, "The Resistance."

For at markedsføre deres nye album, indledte Muse en 'skattejagt' med USB'er i udvalgte storbyer verden over. USB'erne indeholdte dele af sangen "United States of Eurasia" fra "The Resistance, og blev samlet og smidt ud på en til formålet kreeret hjemmeside. Sangen beskrives som lige dele Queen, soundtracket fra "Laurence of Arabia" og den polske pianovirtuos Chopín! Kan personligt godt nikke genkendene til den beskrivelse. Døm selv - lyt til den her.
"United States of Eurasia" bliver dog ikke leadsinglen fra "The Resistance", som man umiddelbart skulle tro, men derimod en "gave" til dedikerede fans og en smagsprøve på pladen.

Leadsinglen bliver istedet "Uprising," der bliver udgivet den 7. september, som i iøvrigt også får livepræmiere ved MTV Video Music Awards 2009 den 14. september - samme dag som pladen bliver udgivet.

Vi venter ihvertfald her på Sonusault spændt på mere materiale fra vores helte i Muse!

- Sebastian

Julian Plenti Is.. Skyscraper - endnu en solokarriere påbegyndes

Folk som Graham Coxon og Thom Yorke er åbenbart ikke de eneste, der er så tæt på at sprænges af musikalsk kreativitet, at de starter en karriere sideløbende med deres egentlige hovedprojekt. Nu er turen nemlig kommet til Interpols frontmand Paul Banks og hans soloprojekt Julian Plenti med det tilhørende debutalbum Julian Plenti Is... Skyscraper.

Hvor Coxons soloprojekt bevæger sig væk fra Blur ved at være mere rendyrket guitarrock, og hvor Yorkes soloprojekt bevæger sig væk fra Radiohead ved at være decideret electronica, så bibeholder Banks dog Interpols kendetegn: Det er stadig dystert, og det er stadig melankolsk. Til gengæld tilfører Banks et, for Interpol, temmelig ukendt element tilm musikken i form af større brug af elektroniske elementer som på f.eks. 'Fun That We Have'. Det er dog langt fra en gennemgående tendens men virker mere som et element, der skal prøves af i nogle sange - og det fungerer da også med nogenlunde succes, omend albummets egentlige styrke ikke skal findes her. Derimod er Banks allerbedst på de mere dragende og sfæriske numre som 'Skyscraper', 'On The Esplenade' og 'No Chance Survival', som alle bæres af en lavmælt guitar og bakkes op af et strygerarrangement, der giver musikken den helt specielle, dystre stemning, som Banks er så god til. Forglemmes skal dog ikke den fremragende Interpol-klingende 'Games For Days', der ved gennemlyt står igennem som et af albummets stærkeste numre og som det umiddelbart eneste rigtige valg som førstesingle.

Man kunne let blive nervøs ved tanken om Paul Banks, der går solo, men Julian Plenti Is... Skyscraper holder heldigvis en fin standard hele albummet igennem og går dermed langt fra hen og bliver en skamplet på Banks' i forvejen flotte cv. Tværtimod. På nær 'Games For Days' fungerer de mere uptempo sange ikke nær så godt, som mange af Interpols gør, men overordnet er Banks' solo debutalbum uden tvivl en rigtig fin succes, der vidner om en mand, som også kan klare sig på egen hånd, og som vi sagtens kan glæde os til at høre mere fra.

Vurdering: God

Julian Plenti - Games For Days

Links:

Officiel hjemmeside - sign up til mailinglisten og downloade nummeret 'Fun That We Have' gratis.

MySpace - stream 'Skyscraper', 'Fun That We Have' og 'Games For Days'.

- Anders

Et smuglyt til The Dodos

Om knapt en uge udkommer The Dodos', bandet der har opkaldt sig efter en uddød fugl, nyeste udspil: den dystert (eller ironisk?) betitlede "Time To Die" digitalt. I den anledning lader de fans streame pladen i dens helhed. Du kan streame pladen her.

The Dodos er interessante i og med, de ikke har det sædvanlige rockband line-up med guitar, bas og trommer. Deres instrumentering består derimod hovedsageligt af vibrafon, guitar og forskellige former for perkussion. Det giver imidlertid anledning til en anderledes lyd; The Dodos er da også kendetegnet ved flotte lydkollager af psykedelisk indie folk og barok pop.

Men det bliver mere interessant endnu. Ikke nok med at bandet har et kritikerrost bagkatalog - specielt deres andet studiealbum, "Visiter," som jeg personligt synes er fænomenalt, hvilket Pitchfork umiddelbart var enige i, da de kvitterede med 8,5 (ekstremt højt fra deres side) - deres nye plade bliver også produceret af Phil Ek, manden bag bl.a. Fleet Foxes' uovertrufne eponyme debut og Band Of Horses' 2007 udgivelse, "Cease to Begin." Et fantastisk valg af producer, hvis du spørg mig. Ved først lyt åbenbarer sig også en meget spændende plade, som jeg vil glæde mig til at lytte lidt mere til.

Check desuden deres MySpace, hvor der gerne skulle være et par gamle numre ud over den nye single, 'Fables'.

- Sebastian

#1 Månedens Album: Juli

Som et forsøg på at starte en række faste rutiner på bloggen vil vi bl.a. månedligt kåre det bedste album. Det behøves ikke nødvendigvis at være et fuldstændigt nyudgivet album, men det vil nok ofte komme til at blive en forholdsvis aktuel udgivelse alligevel. Der bliver spyttet hundredevis af albums ud hver eneste måned, så det kan være svært at finde hoved og hale i de gode og dårlige. Med månedens album vil vi ihvertfald give vores bud på ét album, der er lytteværdigt.

Første udgave af månedens album er juli. Valget faldt på et album, som Sebastian stødte på først, og som vi så efterfølgende er blevet forelskede i begge to. Albummet hedder Hospice og er af det amerikanske band The Antlers. Albummet er i bedste indie-stil blevet udgivet uafhængigt tilbage i marts, men endte med at blive solgt i så store mængder, at bandet måtte producere flere. Siden da er The Antlers så blevet signed af det New York-baserede indie-pladeselskabet French Kiss Records (der bl.a. også huser The Dodos og Passion Pit). Under deres vinge bliver Hospice re-mastered og genudgivet den 18. august.

The Antlers er centreret omkring frontmand Peter Silberman og startede oprindeligt ud som hans soloprojekt. Ikke ulig landsmanden Bon Iver's debut album, er Hospice et resultat af en ensoms mands flugt og isolation fra omverdenen. Peter Silberman flyttede nemlig til Brooklyn - væk fra venner og familie - for at skrive, hvad der senere blev til Hospice. Resultatet? Et formfuldendt album.

Albummet er et episk koncertalbum, der fortæller historien om en kvinde, der ligger på dødslejet, syg af kræft. Stilistisk er albummet en blanding af folk, post-rock og indie - men at putte et egentligt prædikat på det, ville være synd. For det er i høj grad et album med rigtig mange facetter. Fra balladerne "Kettering" og "Bear," hvor Silverman antager en blid, næsten Jeff Buckley-agtig falset-røst, til den meget iørefaldende "Two," der nok er det tætteste bandet kommer på en konventionel popsang, men på deres helt egen, udefinérbare facon. Derudover er der den vemodige, smertefyldte "Sylvia," der også er værd at nævne som et af albummets betydelige højdepunkter, og de mere ambient/post-rockede sange. Det er i det hele taget et album med mange kvaliteter - hvad enten du vil have noget afslappende i øregangene, vil fordybe dig i noget fantastisk, stemningsmættet musik eller du bare har brug for en godnatsang ("Bear") - så er Hospice et god bud for dig. Et alsidigt og ekstremt velkomponeret album, meget vel en kandidat til top 10 for årets album på nuværende tidspunkt.

Vurdering: Fænomenal

Check i øvrigt deres MySpace, hvor du også kan høre et par af deres sange.

En introduktion

Sonusault er en nyopstartet, dansksproget blog, der har som ambition at formidle og videregive noget af al den fantastiske musik, der findes rundt omkring os. Bloggen administreres af to unge herrer, Anders Büchert & Sebastian Sharif. Fælles for dem er deres passion for musik; begge er udøvende musikere og flittige lyttere af alt hvad der rør sig på den nationale musikscene såvel som den internationale. Bloggen vil derfor primært kredse om den alternative musikscene og vil omfatte subgenrer som indie, folk, electronica med mere.

Sonusault skal fungere som vejviser til den interessante musik gennem den overflod af musik, som den digitale alder har ført med sig. Vi håber på, at andre end os selv finder det interessant.

God læselyst.

- Anders og Sebastian.