Sonusault - nu med eget domæne!

Sonusault er allerede blevet et så stort foretagende for os, at vi har besluttet os at få eget domæne og nyt design - så vi har købt http://www.sonusault.dk - Der vil vi fremover opdatere og skrive vores artikler.

With <3 from Sonus,
Sebastian & Anders

#2 Ugens Udvalgte: Uge 31

Endnu en uge er gået, og det er tid til at tage et valg mere: Hvad har vi nydt bedst denne uge?

Anders:

Jeg har været stor fan af Mark Linkous og hans soloprojekt Sparklehorse i mange år efterhånden. Og selvom jeg ikke har skamlyttet til Gnarls Barkley, kan jeg alligevel sagtens høre hitpotentialet i deres sange. Jeg var af disse grunde selvfølgelig meget spændt på at høre, hvordan det skulle lyde, når Danger Mouse & Sparklehorse gik sammen som duo. Og resultatet har ikke været dårligt.

På deres album Dark Night Of The Soul fra i år medvirker en stjernerække af kunstnere som Julian Casablancas (The Strokes), Jason Lytle (Grandaddy), James Mercer (The Shins) og Wayne Coyne (The Flaming Lips), så der er altså bidrag fra nogle ekstremt anmelderroste kunstnere. Det gør pladen til en meget varieret oplevelse, hvor jeg synes, man naturligvis dels kan høre både Danger Mouse og Sparklehorse, men hvor man også klart kan høre et personligt præg fra de medvirkende, udefrakommende kunstnere. Mit valg er således faldet på en sang fra dette album - her med Gruff Rhys fra walisiske Super Furry Animals, hvor især omkvædet er utroligt fængende.

Danger Moise & Sparklehorse - Just War (feat. Gruff Rhys)

Sebastian:
New York er dér det sner - og det har det været i rigtig lang tid efterhånden. Med dens massive population klumpet sammen på Manhattan og omegn, er den blevet hjemsted for en masse artistiske undergrunds foretagender - der er alt fra spraglet fashion til et rigt kulturliv. Jeg må indrømme jeg selv er fascineret meget af New York, og ikke mindst al dens musik - særligt Brooklyn scenen (som vi senere på måneden vil komme med en striber artikler om.)

Ud fra netop New York er Yeah Yeah Yeahs blevet spyttet ud. Inspireret af særligt punk musik, blev bandet dannet i 2000. De udgav i 2003 deres højtpriste debut, 2003, Fever To Tell, der blev nomineret til en grammy for bedste alternative album, og de fik derigennem deres gennembrud. Siden da har pladen solgt over 1 million eksemplarer.

Bandet, nu med 3 ep'er og og 3 albums på bagen, er idag garant for en laber cocktail af art punk og garage rock- med særlig inspiration fra 80'ernes new wave på deres nyeste, og tredje album, der blev udgivet den 9. marts i år, It's Blitz. Jeg blevet meget begejstret for albummet, og har valgt en sang derfra som ugens udvalgte - nemlig 'Dull Life'.


Jeg elsker sangen på grund af dens nærmeste skizofrene kontrast. Sangen lægger ud med noget umiddelbart godt kunne lyde som om, at der er noget alvorligt i vente. Men da omkvædet så starter, skifter den fra dyster ballade til lalleglad og løssluppen danse-rock. Karen O's vokal fungerer rigtig godt som den varierer mellem højtidelighed, fjollet, rå/punket og sexet - desuden giver den før omtalte kontrast sangen ekstra punch specielt til sangens lyrik "it's a dull life / it's a dull place" Måske skal man deri læse kritik af det normale og middelmådige? Ihvertfald et fantastisk nummer, som i denne uge er min udvalgte.

Yeah Yeah Yeahs - Dull Life

Links:

Danger Mouse & Sparklehorse's hjemmeside for Dark Night Of The Soul.

Yeah Yeah Yeahs' officielle hjemmeside.

Yeah Yeah Yeahs' MySpace.

- Anders og Sebastian

Evig ungdom i det 21-århundrede?

Youth Group vs. Alphaville

Alle kender og har stensikkert på et tidspunkt skrålet med på Alphaville klassikeren 'Forever Young,' med det dejlige 80'er budskab om "at danse og leve i evig ungdommelighed." Men er det budskab muligt at oversætte til vores postmillenniale samfund? Det mener ihvertfald det australske indie band, Youth Group.

Bandet var relativt ukendte andre steder end i hjemlandet, før de i 2006 slog igennem med en cover version af netop Forever Young på pladen Casino Twilight Dogs. Siden har de udgivet The Night Is Ours med gæsteoptræden fra Death Cab For Cuties Chris Walla, som også har mixet størstedelen af sangene på albummet.

Til at akkompagnere Youth Groups version af 'Forever Young' er der lavet en cool, pudsigt nok meget retro video med folk som ruller rundt på "gammeldagse" skateboards. Videoen har imponerende nok hele 2,5 millioner hits på YouTube. Den kan ses her.

Sangen er ikke nyskabende på nogen måde. Det er faktisk på grænselandet mellem alternativ rock og regulær indie rock, men jeg synes at det er en fed version af sangen, hvis original vel egentlig af mange anses for at være lidt patetisk eller outdated idag, med dens naive synthflader, 80'er glam og overdrevne pompiøsitet. Youth Group tilfører sangen netop den nødvendige seriøsitet, der gør at budskabet får en hel anden relevans og kan fortolkes påny - at evig ungdom så sandelig er en illusion. Nogen vil måske mene at det er lige stort nok i slaget, men lyt og bedøm selv herunder:

Youth Group - Forever Young


- Sebastian

TV On The Radio koncert: TV i primetime

I går var jeg til koncert med avant-rockerne TV On The Radio i Store Vega, og jeg havde glædet mig til at se Adebimpe lave hans karakteristiske arm-twists og høre Kyp Malone's særegne falsetvokal. Og forventningen blev i den grad indfriet - for det var TV i primetime!

Efter at have hilst på publikum, blev koncerten sparket igang med den forrygende 'Love Dog' fra deres seneste skive, 'Dear Science'. Og det blev da ikke så overaskende også 'Dear Science', der kom til at dominere koncerten, med enkelte afstikkere fra 'Return to Cookie Mountain', 'Desperate Youth, Blood Thirsty Babes' og bandets debut EP. Selv har jeg især skamlyttet til Dear Science, så det var kærkomment.
En af højdepunkterne på aftenen, 'Crying', blev leveret med en fortolkning og et nærvær, som det kun kan gøres live, og det demonstrede at Kyp Malone var i sit es. Efterfølgende eskalerede koncerten fuldkommen, da de spillede deres vel nok ultimative hit, 'Wolf Like Me.' Publikum sydede simpelthen at ekstase!

Ja, det var i sandhed en fornøjelse at se Adebimbe give den hele armen (bogstavlig talt). Også guitarist Dave Sitek, som er geniet bag bandets produktion, var helt cool og tilbagelænet, som han stod og hyggede sig med sin telecaster i hjørnet, mens Jaleel Buntons fuldfede funk grooves blev leveret med en kirurgs præcision. Det eneste man kunne sætte fingeren på var miksen som ikke rigtig fyldestgjordte den detaljerigdom som bandet, med deres 6 mand store live band lagde op til, men det var en bagatel, der på ingen måde ødelagde den samlede koncertoplevelse.

I det hele taget var stemningen fantastisk, og koncerten blev da også afsluttet med en nær perfekt (og lidt speedet op?) udgave af 'Dancing Choose' og 'DLZ,' som er blandt mine absolutte favoritter fra Dear Science. Men publikum ville have mere, så der blev trampet og hujet (så meget at gulvet rystede), indtil bandet kom ind på scenen igen og spillede ekstranumrene 'Stork & Owl' fra Dear Science, den perkussions-tunge 'A Method' og gennembrudshittet, 'Staring at the Sun'.

En helt igennem fortryllende aften i TV On The Radios vold. Jeg kom ihvertfald ud med et smil på læben!

Karakter: Fremragende

- Sebastian

Fanfarlo - Arcade Fire Version 2.0?

Her sidder jeg i de sene nattetimer og lytter til musik, mens solen er ved at stå op igen. Jeg lytter til Fanfarlo, som er et London-baseret band med svenske Simon Balthazar i front. Og de er bestemt ikke et helt ukendt band - De har bl.a. turneret med Snow Patrol, og deres debutalbum, "Reservoir," er blevet produceret af Peter Katis, som også har været inden over The National og Interpol.
Og hvordan beskriver man bedst Fanfarlo? Ja, nogle ville måske mene, at de læner sig lidt op af canadiske Arcade Fire, da Fanfarlo spiller små-orkastralsk indie pop med et 6 mand stort band. Jeg synes selv, at det er ganske hæderligt, og at de bestemt har noget personligt at byde på. Stadig står referencerne dog syleskarpt.
Alligevel er deres debutalbum et godt bud på en frisk sommerplade med nogle velskrevede melodier, der holder længe i hørebøfferne.

Lyt til 'I'm a Pilot' herunder - download den desuden her.

Fanfarlo - I'm A Pilot



- Sebastian

Harrys Gym - sfærisk og smådystert

De spillede på Roskilde, og de gjorde det i virkeligheden ikke vildt overbevisende, synes jeg, men det skal ikke ændre på, at norske Harrys Gym har udgivet et yderst interessant debutalbum, der begår sig i spændingsfeltet mellem det dystre, det sfæriske og det smukke. Og så længe deres livepræstation ikke var i nærheden af en vis Roskilde-koncert for et par år tilbage (host, Red Hot), så har det ikke ødelagt noget af nydelsen for mig.

Nyd her førstesinglen 'Brother' fra det selvbetitlede debutalbum. Forsangerinde Anne Lise Frøkedal har en lidt speciel stemme, der giver dem et dejligt personligt udtryk.

Harrys Gym - Brother

Links:

Officiel hjemmeside

MySpace

- Anders

#1 Ugens Udvalgte: Uge 30

Ligesom med månedens album, der bliver en tilbagevendende begivenhed her på Sonusault, ønsker vi nu også at starte noget lignende, hvor det bare er enkelte sange fremfor albums, der fokuseres på. Ugens udvalgte bliver altså et indlæg, der kommer til at gå igen hver uge, men selvfølgelig med nye udvalgte og spændende sange fra uge til uge, så vi ikke kører sur i de gamle, sikre hits, som de fleste af os vist sagtens kunne diske op med hver uge.

Mere præcist kommer det til at fungere på den måde, at vi hver udvælger en sang, som vi introducerer for Jer, for vi kan nok næppe blive enige om én enkelt sang, der har været exceptionelt god. Denne uge er vores udvalgte sange således:

Anders:

Jeg har faktisk aldrig rigtig dyrket TV On The Radio så meget, som hypen vist taler for, at man burde gøre. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kan faktisk godt lide dem, men jeg har bare aldrig fået lyttet ordentligt igennem. Til gengæld er jeg fra start fuldstændig med på Kyp Malones nystartede soloprojektet Rain Machine. Der er kun blevet frigivet en enkelt sang, men hvis resten kommer til at holde niveauet, tror jeg uden tvivl, det bliver en vigtigere udgivelse for mig end TV On The Radios anmelderroste Dear Science.

Rain Machine - Give Blood

Download her via Pitchfork.

Sebastian:

Et af de største moderne indie institutioner, The Flaming Lips, er snart på ved med et nyt udspil ved navn "Embryonic." Det farverige band med den karismatiske frontmand, Wayne Coyne, er ensbetydende space rockede psychedeliske perler med mange lags-produktion, og med albums som "The Soft Bulletin" og "Yoshimi Battles The Pink Robots" i diskografien, må det siges at være en af de næste udgivelser jeg ser mest frem til. Fornyligt har de lagt et par numre ud fra albummet, som i øvrigt bliver et dobbelt-album, deriblandt nummeret "Silver Trembling Hands." Unødigt at sige, er jeg solgt. Derfor bliver den min ugens udvalgte.

The Flaming Lips - Silver Trembling Hands

Links:

The Flaming Lips officielle hjemmeside og MySpace

Om Rain Machine-projektet fra pladeselskabets side - det er sparsomt med informationer.

Klassisk indie? Ja, det kan lade sig gøre

En hjemmeside, hvor jeg har stødt på flere interessante bands, er GarageBands, som er et netværk for primært unsignede musikere - faktisk meget lig danske Bandbase. Jeg opdagede den vel for en 2 års tid siden efterhånden, og nogen af de bekendtskaber, jeg har gjort mig derinde, har jeg holdt ved.

Et af de bands, jeg har fulgt lige siden, er bandet Kunek, der nu for et stykke tid siden har skiftet navn til Other Lives og som i øvrigt har udgivet en plade under hvert navn. Det er på nogen måder rimelig typisk indie, men bandet har alligevel også sine særpræg i og med, at instrumenteringen i virkeligheden godt kunne minde om et lineup til en klassisk koncert. Instrumenteringen tæller nemlig instrumenter som piano, violin og cello, og det giver altså bandet et temmelig unikt udtryk. Ja, det er ikke nyt med strygere for indiebands, men det bemærkelsesværdige for Other Lives er, at de i flere af sangene fungerer som bærende instrumenter - det er først her, det unikke ved Other Lives opstår.

Jeg købte den første udgivelse The Flight Of The Flynns så snart, jeg stiftede bekendtskab med bandet, og blev straks forelsket især i de flotte pianostykker. Heldigvis holder opfølgeren, bare navngivet Other Lives, uden tvivl niveauet fra debuten, så jeg følger stadig ivrigt med.

Kunek - Oh Noble Eric

Other Lives - Paper Cities

Links:

Other Lives' MySpace

Kuneks GarageBand-profil

- Anders

OKX - Hyldest til Radiohead

Det er ikke et sjældent syn at se musikere stimle sammen for at hylde deres egne yndlingsartister. Tit er det store kunstnere, der hylder deres egne, mindre kendte favoritter - som vi eksempelvis så det med den fornyligt udgivede Ciao My Shining Star: The Songs Of Mark Mulcahy, hvor bl.a. Thom Yorke, Michael Stipe, The National og Dinosaur Jr. gik sammen om at hylde Miracle Legion frontmanden, Mark Mulcahy. Anledningen var at Mark Mulcahy's kone var død i en meget ung alder, og at han var ladt alene som ene forsøger med to børn.

Knapt så tragisk er anledningen for denne hyldest, jeg fandt forleden - snarere tværtimod. Her er det også mindre kunstnere, der hylder én stor kunstner. For knapt to år siden lavede musikblog mastodonten, Stereogum, nemlig et hyldest album til 10 års jubilæet for OK Computer - en af de bedste plader nogensinde i min optik, hvis ikke den bedste. Albummet hedder OKX: A Tribute to OK Computer, og blandt dens bidragsydere er danske Slaraffenland at finde med en højst alternativ udgave af klassikeren "Paranoid Android." Derudover spiller Vampire Weekend en lettere afro-inspireret version af "Exit Music (For A Film)," mens bl.a. My Brightest Diamond, John Vanderslice og The Twilight Sad også fremviser deres tag på sangene fra den nylegendariske plade.

Som om det ikke var nok, har Stereogum gjort det muligt at downloade hele herligheden helt gratis. Lækkert!
Linket finder du her.

- Sebastian

Ben Cooper - et af mange projekter

En af mine alltime yndlingskunstnere er uden tvivl Florida-bosatte Ben Cooper. Han er signet af Morr Music med sine to projekter Electric President og Radical Face, hvor førstnævnte præcis går ind under Morrs profil ved at være popmusik med elektroniske elementer, mens sidstnævnte mere bærer præg af inspiration fra folkgenren. Disse to er dog langt fra de eneste projekter, Ben Cooper har kørende. Foruden disse har han nemlig gang i projektet Clone med en gammel ven (mere om ham en anden gang), det instrumentale Iron Orchestra med hans bror Emeral Cooper og til sidst hans eget lille soloprojekt Patients, som er det, jeg vil fokusere på i første omgang.

Patients er vel groft sagt en reaktion på en bugnende harddisk med sange, som ikke umiddelbart hører hjemme noget sted. En stor sangproduktivitet over mange år har gjort det umuligt for Ben Cooper at placere alle sange på en eller anden form for udgivelse, hvor de giver mening. Patients er altså en slags opsamlingsalbum - bare ikke af de bedste sange, men af resterne. På trods af det synes jeg, at Cooper holder et virkelig højt niveau tekst- og musikmæssigt, og derfor er det eneste færdiggjorte Patients-album Volume 1 klart lytteværdigt alligevel.

Sangen herunder forklares som et forsøg på en dance-sang, men som alligevel endte i en helt anden retning. Og det kan man vist kun være enig i.

Patients - Mind Ur Manners

Volume 1 blev udgivet på en noget alternativ måde, hvor Cooper bad folk sende noget i retur for CD'en - bare ikke penge. Listen over de sendte ting kan ses på hjemmesiden. Desværre blev der kun udgivet 100 kopier, og jeg nåede faktisk ikke at få én, men Cooper har det fint med, at albummet videresendes og downloades via fildelingstjenester, så det vil jeg da også gøre.

Download Volume 1 fra mediafire her.

Links:

Ben Coopers officielle hjemmeside for alle projekterne findes her.

Links til MySpaces tidligere i indlægget.

- Anders